Hvad er hypnose? [del 2]

by admin on 3. maj 2010

Klinisk hypnose har som sigte, at hjælpe folk med deres problemer (i modsætning til scenehypnose). Klinisk hypnose kan forståes som en terapeutisk process bestående af en “effektiv” behandlingsrelation samt bestemte kommunikative  færdigheder. Denne måde at forstå hypnose på, retter dog sit fokus mod behandleren (hypnotisøren) og hans kunnen. Hypnose er dog ikke kun praktikerens færdigheder til at hypnotisere. Uden klientens velvilje ift. hypnosen, kan hypnose ikke lade sig gøre. Denne velvilje kan være mere eller mindre tydelig for klienten. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at der skal være et ‘ja’ – en indforståethed – til at lade sig hypnotisere. Som alle andre former for professionelt terapeutisk arbejde, kræver også klinisk hypnose en fleksibel tilgang til hypnotisanten (klienten) – en fleksibilitet som fordrer, at den klinisk hypnose tilpasses klientens personlighed og specifikke problemstillinger. Klinisk hypnose er således ikke en ‘one-size-fits-all’ behandling, hvor man blot kan behandle alle mennesker ens. Det betyder også, at hypnotisøren må give sig tid til, at se sin klient som han eller hun er. At tilpasse behandlingen til det menneske som kommer for, at få hjælp. Ofte strider det noget mod den almindelige antagelse, at hypnotisøren blot skal knipse med fingerne og i et nærmest magisk snuptag kan manipulere sin klient. Både klienter som håber på et hurtigt ‘hypnose-fix’ og behandlere som har taget et 8 dages kursus uden videre sundhedsfaglig baggrund, kan komme i klemme her. Klienten fordi han/hun forventer noget som ikke kan indfries ift. eks. en depression, og behandleren fordi denne risikerer at gøre mere skade end gavn med sin hypnose.

{ 0 comments }

Hvad er hypnose? [del 1]

by admin on 27. april 2010

Hypnose har fascineret siden det så solen, og er blevet knyttet til et hav af mystiske fænomener. Blandt fagfolk er der trods dets mange år på bagen, ingen fælles enslydende definition af hypnose. Den amerikanske psykologforening (American Psychological Association, 1993) har forslået følgende definition af hypnose:

Hypnose er en procedure gennem, hvilken den sundhedsfaglige person eller forskeren forslår en klient, patient eller subjekt, ændringer i oplevelser hvad angår kropslige sensationer, perceptioner, tanker eller adfærd.”

Ovenstående definition af hypnose er ret bred, men tilkendegiver klart at hypnose har 3 hovedelementer: 1/ en udøver af hypnose, 2/ at hypnose sker i en bestemt kontekst samt 3/ at der er en person som oplever hypnose.  Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at en definition bør kunne rumme, at man (den der udøver hypnose / en hypnotisør) i en hypnosesetting gennem tale (kontekst) kan hjælpe en person (den er hypnotiseres) til eks. at opleve følelsesløshed et bestemt sted i kroppen (hypnoseoplevelsen).

Usikkerheden om hvad hypnose er, har givet grobund for vilde spekulationer og beretninger om sensationelle behandlingsresultater samt påstande om at hypnose kan alt (eller næsten alt). Postulatvildskaben har naturligvis haft den effekt, at hypnose har fået et ry for at være useriøs og plattenslageragtigt, hvorfor mange forståeligt nok har vendt det ryggen. Bedre bliver det ikke af, at en titel som hypnotisør i Danmark ikke er beskyttet, hvorfor alle kan kalde sig det – uanset hvor dårligt funderet de er ift. hypnosens (og egne personlige) begrænsninger.

Gennem de seneste år er der dog kommet en del seriøse undersøgelser til, der har leveret god og rimelig præcis viden om, hvad hypnose kan og ikke kan. En sådan nedskalering kan måske komme hypnosens fallerede ry til undsætning.

{ 0 comments }